Fjeldet dømmer os ikke og bliver aldrig forarget!

I den første uge af august 2014 havde jeg to drenge på hhv. 16 og 21 år med på Lifjell i Norge. Begge drenge bor på familiebehandlingsstedet PS.NU, som primært henvender sig til unge med en svært belastet baggrund. Det er ofte unge med psykiske, sociale, adfærds- og/eller indlæringsmæssige problemer samt tilknytnings- og kontaktforstyrrelser.

Jeg bliver ofte spurgt om hvordan jeg tør at rejse alene med unge mennesker som disse og hvad jeg får ud af det? Jeg vil her prøve at give et indblik i mine daglige noter fra denne tur, måske giver de lidt af svaret.

Mandag d. 3/4-14: ”Færgeturen var lang for drengene. Dels en masse mennesker omkring dem og dels er de jo ret vilde (glade) og højrøstede, når de konstant skal driller hinanden og småslås.

Endelig fremme kl. ca 19.00. De er HELT høje af stedet og naturen og er klar til at tage den i et stræk op til den første sø. Vi når frem (lidt sent) men de har haft en rigtig god dag og er virkelig glade og stolte over at være med! – de er klar til at bo herude, som de siger.

Nu er der næsten ro i deres telt. Hvor er de skønne og hvor er det oven ud fantastisk at få lov til at gøre en forskel for disse gode drenge. Glæder mig til de næste dage sammen med dem”

Tirsdag 5/8-14: ”Jeg ligger i teltåbningen og kikker ud. Drengene sover, solen er på vej op over fjeldsiden og får fjeldene på den anden side til at spejle sig i vandoverfladen. Fiskene springer synligt i vandoverfladen og kaffen er varm i min kop. Det er en helt anden måde, at have nogen med på tur på. En helt anden måde at der forventes noget af mig. Ingen krav om at jeg følger stierne, at jeg ved alt om alt, at vi skal gå langt eller at jeg sørger for godt vejr og underholder hele tiden. Kun en forventning om at jeg er her, er til stede og kan rumme disse drenges behov på en oprigtig og nærværende måde”

Onsdag 6/8-14: ”Vi gik fra lejr kl. ca. 10.30. De er friske og klar på dagens vandring, der er ikke noget vrøvl med dem, overhovedet…

Vi er gået knap 5 km. Rygsækkene sidder ikke perfekt på dem og de har kun kondisko på, hvilket bestemt ikke er optimalt for dem.  Vi holdt en del pauser de sidste km, så gik det ok. 

De var meget brugte og havde begge sjask våde sko da vi kom frem. De er noget “fucking” træt af det hele siger de, men efter et kvarters tid og et forsøg på at gå på potten (hvilket ikke lykkedes) er de begge klar igen. De fik et par kopper kakao/kaffe og fik tørt tøj på. Nu var det fisketid og sørme om det ikke lykkedes dem at fange en fisk. Dagen er SÅ meget reddet – nu er de i fuld gang med at fange flere. Jeg slapper af, nyder solen og drikker kaffe… Det er et fantastisk job det her!!!

Klokken er nu 20.26 og der er fuldstændig ro i drengenes telt….de er bare HELT færdige og sover begge to”

Torsdag 7/8-14: ”Den ene af drengene vågnede kl. 08.00 og vi drikker morgenkaffe sammen. Skyerne ligger tæt ned over søen ved siden af os og han siger så: “Nu kan jeg faktisk sige at jeg har sovet i skyerne… – jeg kan faktisk sige at jeg har været i himlen”

Senere på dagen kommer endnu en refleksion, da jeg fortæller om at der sker flere skader på nedstigninger end på opstigninger: “det er fandme lige som misbrug. Det er nedturene der er de værste… på opturene går det pissefedt”

Ture som denne bliver ikke sidste gang for mig. Det er livsbekræftende i en grad der kun kan gøre mig glad…”

Dagens projekt var Jørunnatten på 1.276 moh. De er et par seje drenge begge to. Kører konstant i et højt gear, men er ikke på et eneste tidspunkt blevet irriteret eller sure på hinanden (eller mig). De hygger sig, driller hinanden, og det sker kun meget, meget lidt, at jeg må sige noget til dem.

Herude kan de jo ikke genere nogen. Der er ingen der dømmer dem, bliver forarget eller synes at de er for meget… De kan bare være sig selv uden konstant at blive irettesat eller peget fingre af…”

• 

• 

• 

•