En metode hvorpå man som friluftsvejleder kan imødekomme modstand i friluftslivet er via den anerkendende metode. Kort fortalt går det ud på at møde sin turdeltager der hvor de er. Det drejer det sig om at se det andet menneske, med alle de facetter af tanker, følelser og ressourcer dette menneske rummer.
Det betyder i friluftsverdenen, at når jeg, som vejleder, møder forskellige former for modstand så handler det om, at anerkende og udforske denne modstand samt sætte den ind i en relationel kontekst (altså i relationen mellem mig som vejleder og deltageren). Det kan nemlig være, at det er i den relationelle kontekst at modstanden er opstået og muligvis har jeg som vejleder selv været med til at skabe den.
Det kunne f.eks. være i en situation hvor jeg har en gruppe unge mennesker med i skoven og skal forcere et større vådt område. En af de unge stopper op og nægter at gå videre. Min opgave er nu, at få opløst denne fastlåste situation således at vi igen kan komme videre. Dette kan jeg takle på flere forskellige måder.
Som den autoritære vejleder ville jeg sige, at enten går du med nu eller også går du hjem! (løser konflikten med tvang). Som den konfliktsky vejleder ville jeg lade deltagerne selv løse problemet og i værste fald blot gå videre i håb om at problemet ”nok løser sig selv” (ignorering). Som den Instruerende vejleder ville jeg, ved hjælp af instruktion sørge for, at den unge enten går en anden vej rundt eller, at de andre deltager eksempelvis får bygget en form for en bro så denne deltager kan komme tørskoet over (tager styring, med fare for at problemet så opstår igen).
Som den anerkende vejleder ville jeg derimod møde den modstandsprægede unge med en åben dialog i forhold til at se og anerkende at den unge ikke længere går med, at jeg har set at den unge ellers har været positiv og med i forreste række ind til nu og hvad mon der skal til for at den unge igen går med videre? Næste skridt vil nu være at lytte og forstå og derefter tage udgangspunkt i årsagen til modstanden for derigennem, at finde en løsning der kan opløse modstanden. Det kan jo være en tidligere traumatisk oplevelse af at have hængt fast i en mose eller blot strenge formaninger hjemmefra, i forhold til at passe på de nye og dyre sko.
Det jeg som vejleder lægger mærke til og reagere på, forstærker jeg i min egen selvopfattelse. Hvis jeg f.eks. ser mine deltagere som ugidelige og ligeglade med min friluftsaktivitet, så vil det påvirke den måde jeg vejleder på. Jo mere jeg tager udgangspunkt i at deltagerne nok er ligeglade jo højere sandsynlighed er der for at deltagerne mister deres motivation for min aktivitet og faktisk bliver ligeglad. Altså kan jeg selv påvirke mine omgivelser via min egen refleksion og adfærd. Hvis jeg har en positiv forventning om andre og tager udgangspunkt i at de er kompetente og gerne vil bidrage, så er det også det jeg får øje på og forstærker. Jeg har som friluftsvejleder derfor et ansvar for hvad jeg indstiller min opmærksomhed på.
Anerkendende vejledning gør ingen forskel så længe det ikke bliver ført ud i praksis.
Ethvert godt samarbejde mellem vejleder og deltager kræver respekt og forståelse for forskelligheder og virkelighedsopfattelser, uden den forståelse og respekt vil disse forskelligheder hurtigt kunne blive til modstand og potentielle konflikter. Hvis vi i stedet anerkender andres unikke kompetencer og reaktioner vil de udfolde sig og bidrage i praksis. God friluftsvejledning opstår i relationen mellem vejleder og deltager og er derfor altid et samspil.
Vejledning kan slet ikke bestå uden dette samspil.
Tak fordi du læste med
“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”
— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent