Det er svært at være sur i skoven!

Det kan være svært, at være ung. Og hvis man så ydermere har en svær baggrund  med psykiske, sociale, adfærds- og/eller indlæringsmæssige problemer samt tilknytnings- og kontaktforstyrrelser, bliver det bestemt ikke nemmere. Jeg vil prøve at tage jer med ind omkring mine oplevelser i arbejdet med friluftsliv og udsatte unge.

Fortællingen her er alene skrevet ud fra min subjektive vinkel og som jeg personligt oplevede episoden. Den udspiller sig på en weekendtur i spejderhytten og den er fortalt med henblik på selv at blive klogere på mit arbejde med udsatte unge (navnet er opdigtet og billederne er fra en anden weekend med to andre unge og glade piger)

Da jeg møder Line første gang, er ansigtstrækket stramt, vredt og afvisende. Hun sender meget tydelige signaler om, at hun bestemt ikke er tilfreds med at skulle tilbringe en weekend i en spejderhytte med mig. Hun er en køn pige på 17 år, meget spinkel af bygning og vel omkring 1.55 cm høj. Desværre har hun ikke noget valg, da hverken efterskolen eller hendes mor vil have hende i denne weekend. Desuden er hun vred over, at hun har blevet frataget sin telefon dagen før og først må få den igen tirsdag, fordi hun i vrede var stukket af fra efterskolen. Politiet ville ikke have den lille og meget hysteriske pige i bilen, så det endte med, at hun selv marcherede de 20 km. hjem fra Odense.

Da vi bliver alene, sidder vi ved bålet og snakker om løst og fast. Det vil sige, at det er mig, der sludrer, for Line har travlt med at ryge den ene cigaret efter den anden, alt imens hendes spinkle lille krop gør alt hvad den kan, for at vise sin utilfredshed. Benene er bestemt lagt over kors, og hun sidder helt på yderkanten af bænken, så langt væk fra bålrøgen som muligt. Smil er der ikke meget af.

Mit største fokus er på ikke at kritisere hendes adfærd eller på nogen måde kommentere hendes afvisende attitude. Tværtimod sludrer jeg ubemærket videre. Efter en times tid er det, som om hun tør lidt op. Klokken nærmer sig 17.30, og vi skal i gang med at lave mad. Uden at spørge Line vurderer jeg, at vi nok hellere må lave mad indendørs. Hun har kort fortalt mig om hendes noget følsomme tilgang til renlighed og bakterier og tænker, at vi hellere må vente til dagen efter med bålmad. Jeg kan dog ikke lade være med at grine lidt, da hun fortæller mig, at hun aldrig prutter når hun er vågen, hun synes simpelthen prutter er for ulækre.

Efter en hyggelig aften, hvor vi får spist, tændt op i pejsen og spillet lidt kort, går vi til ro. Jeg er noget i tvivl om, hvordan jeg skal få hende med ud i naturen dagen efter, men tænker at vi må tage det, som det kommer.

Næste dag, efter morgenmaden, foreslår jeg, at vi kører til Svanninge Bakker for at gå en tur? ”Tjo, hvis du synes…”, siger hun, og trækker på skulderne. Det synes jeg, så det gør vi!

På vejen kører vi forbi Nørresø. Nørresø er Fyns tredjestørste sø, omkranset af skov hele vejen rundt. Jeg fortæller hende, at der er en flot vandrerute rundt om søen på ca. 6 km. Da solen skinner, tager jeg chancen og spørger: ”Skal vi gå en tur rundt om søen?” Til min store overraskelse svarer hun: ”Ja!” og smiler.

Vi går en dejlig tur rundt om søen, vi snakker hele vejen om alt muligt, alt imens Line suser af sted i et tempo, som selv jeg næsten ikke kan hamle op med. Vi når søen rundt på 45 minutter og beslutter derefter at køre til Svanninge Bakker og få en velfortjent is.

Og hvad kan jeg så bruge denne fortælling til?

Dels viser det meget tydeligt, at jeg, før jeg kender og forstår de unge, skal være opmærksom på ikke at tolke på deres synlige adfærd uden at stille de åbne spørgsmål. Til min store overraskelse var hun jo mere end villig til at trave de 6 km rundt om søen, da jeg spurgte. Jeg kunne i den grad også bruge turen til at anerkende hende for hendes engagement i at vandre. Og dels er det under turen også et tydeligt eksempel på, hvordan natur, frisk luft og motion påvirker humøret. Hendes afvisende attitude forsvandt, og vi havde en rigtig hyggelig weekend sammen. Hendes baggrund tager udgangspunkt i et voldsomt temperament og en meget bestemt og til tider voldelig pige. Alt dette så jeg intet til i denne weekend, og selv om det jo blot er to døgn, så vælger jeg alligevel at betegne det som en succes.

• 

•