Forberedelserne er altid starten på en ny rejse. Den 14. maj 2015 sætter Lotte og jeg os i flyet med kurs mod Skotland. Her skal vi vandre den legendariske, smukke og sagnomspundne vandrerute langs den skotske vestkyst; The West Highland Way.
The West Highland Way er Skotlands ældste vandrerute, en langdistance vandresti der strækker sig fra byen Milngavie nord for Glasgow til Fort William i det skotske højland. Den 154 km (96 miles) lange vandrerute starter ved Milngavie passerer gennem Mugdock Country Park, følger bredden af søen Loch Lomond, passerer forbi Ben Lomond, går gennem Glen Falloch og Strathfillan, krydser Rannoch Moor, og går forbi Buachaille Etive Mor til toppen af Glencoe, her ”klatrer” man over Devils Staircase, går ned mod Loch Leven før man kommer til Lairigmor og Ben Nevis, Storbritanniens højeste bjerg. Turen slutter på Gordon Square i Fort William.
Vores rejse startede allerede i efteråret 2014. Lotte og jeg kendte ikke hinanden og vidste da slet ikke at vi et halvt år senere skulle rejse til Skotland sammen. Vi var på vandretur med Opdag Verden i Sydsverige og faldt ret hurtigt i snak. Efter 20 minutter havde Lotte fortalt sit ønske om at vandre West Highland Way og om sin udfordring med at finde én der havde tid og lyst til at tage med. Det kunne jeg jo ikke lade gå forbi og vi blev derfor hurtigt enige om at gøre det sammen.
Tilfældigheder? – måske – men weekendens vandretur viste, at vi klikkede rigtig godt sammen og inden jul var flybilletterne booket. Nogle vil nok kalde det lidt impulsstyret og det kan der da godt være noget om. For både Lotte og jeg var der i hvert fald ikke langt fra tanke til handling.
Vores rejse strækker sig over 10 dage og selve ruten er planlagt til at vare 9 dage. Det betyder at vi har rigtig god tid til at opleve naturen og alt det vi møder på vores vej. Faktisk har vi tid til både en overliggerdag eller bare muligheden for at ”falde i snak” og etablere nye bekendtskaber.
Vi overnatter begge i telt og har maden med hjemmefra. Der er et længere stræk langs søen Loch Lomond som er defineret som nationalpark og her er vi derfor nødt til at benytte de officielle lejrpladser. Ellers er der på resten af ruten fri teltning jævnfør skotsk lov om fri teltning Scottish Outdoor Access Code.
Om netdækningen og de elektroniske systemer vil som jeg, er planen at jeg dagligt laver et blogopslag om dagens etape og oplevelser. Jeg glæder mig til at dele vores oplevelser og historierne fra Skotland med dig.
Tak fordi du læste med
“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”
— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent