Mad til hele turen. hvad skal jeg have med og hvor meget?

Når jeg pakker mad til en tur som denne, er det vigtigt at have 100% kontrol over hvor meget mad der skal pakkes. Vi har I alt 9 vandredage med hhv. morgenmad, middagsmad og aftensmad og planen er ikke at købe noget undervejs.

Som hovedregel bruger jeg en pejling der siger ca. et halvt kilo mad om dagen, incl. snaks og chokolade. Dertil kommer kaffe og the.

Det er vigtigt at pakke så jeg har et godt overblik. Derfor pakker jeg altid i dagsrationer, således at jeg hele tiden ved hvor meget der er brugt og hvor meget der er tilbage. Dels er det rigtig dumt at stå de sidste dage uden mad og det er mindst lige så dumt at slæbe på mad jeg ikke får brugt. Derfor pakker jeg som sagt altid i dagsrationer.

Her et overblik over hvad jeg medbringer til 9 dage i Skotland.

Morgenmad:

Jeg laver poser med en müesli som jeg selv blander i portioner a´ 125 g. Opskriften kan variere rigtig meget afhængig af hvad jeg lige har i spisekammeret, men denne gang brugte jeg følgende i blandingen:

– 1 dl. havregryn
– 1 dl. blandet: mandler, solsikker, græskarkerner, hørfrø, sesamfrø og valnødder
– 1 1/2 spsk. tørret tranebær
– 1 tsk. tørret hindbær
– 1 tsk. tørret solbær
– 2 tsk. kanelsukker
– 1 spsk. sødmælkspulver

Jeg pakker blandingen i fryseposer og på turen tilsætter jeg så ca. 2 dl. kogende vand i posen, lader det trække lidt og derefter spiser jeg direkte af posen – jubi = ingen opvask…

Frokost:

2 skiver stenalderbrød pakket i varkuumposer (almindelige poser kan også bruges)
1 spegepølse-hapser (som ungerne får med i skole)
2 ostehaps

Opskriften på stenalderbrødet har jeg fået af min kæreste og den er følgende:

– Olivenolie ½ – 1 d
– 100 g. græskarkerner
– 100 g. solsikkekerner
– 100 g. valnødder
– 100 g. sesamfrø
– 100 g. mandler
– 100 g. hørfrø
– 1 kop kokosmel (kan undværes)
– 2 tsk kanel (kan undværes)
– 5 æg
– ½ – 1 tsk. god salt

Hak groft og bland det hele. Kom blandingen i en smurt rugbrødsform og bag det i 60 min. ved 160 grader.

Aftensmad:

Denne gang har jeg for nemheds skyld købt det færdige frysetørrede mad. Jeg havde brugt alle mine rationer af det jeg selv har tørret og jeg har ikke nået at lave nyt. Det gør det jo ganske let, da de portioner er afstemt til dagsrationer og de vejer mellem 140 og 150 g. pr dag.

Snack:

2 stk. chokoladebar pr. dag

I alt vejer ovenstående 4.550 g. hvilket ret præcist giver 500 g. pr. dag.

Dertil kommer the, kaffe, solbærdrik (pulver) og lidt krydderier som tilsammen vejer 500 g.

Så alt i alt vejer alt det mad og diverse som jeg skal indtage på denne 9 dags-tur til Skotland 5 kg.

Om netdækningen og de elektroniske systemer vil som jeg, er planen at jeg dagligt laver et blogopslag om dagens etape og oplevelser. Jeg glæder mig til at dele vores oplevelser og historierne fra Skotland med dig.

Sjaelesund Podcast Om at være alene i vildmarken
Tak fordi du læste med

“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”

— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent


Tilføj en kommentar