Da vi vågner er alt tæt pakket i skyer og tåge. Det er ikke muligt at se over på den anden side af Holmen og regnen er kommet i rigelige mængder i løbet af natten.
Da vi ikke skal så langt i dag og da det faktisk er lykkes os at trække en vejrudsigt ind på telefonen, vælger vi at vente med at gå til omkring middag. YR (den norske vejrmelding) siger nemlig at skyerne letter og solen vil bryde igennem ca. der. Og sørme og ikke det passer. Lige pludselig og i løbet af ca. 30 minutter skifter vejret fra tæt grå tåge til klar og blå himmel. Dagens vandring er klar til at tage sin begyndelse.
Første stop gør vi allerede ved enden af Holmen sø, da søen her ender i et brusende og isnende koldt vandfald. Normalt er det muligt at passere aller-øverst, lige inden vandet bliver til brusende vandfald. Der er dog alt for store vandmængder i år til, at det på nuværende tidspunkt kan lade sig gøre. Heldigvis er planen også at vi skal holde til venstre og ned gennem dalen til Klokksteintjønn.
Det blæser omkring 10 – 12 m/s ved Klokksteintjønn og det er her ret væsentligt at vi får slået teltene op i den rigtige vindretning for at stængerne ikke bøjer.
Eftermiddagen bliver brugt på en lille fælles morfar, inden vi tager frokosten med op på Falkefjell. Her lykkes det for os at finde et dejligt varmt læsted i solen. Hjemme i teltet igen spiller vi kort og hygger os inden den sidste nat på fjeldet.
Aneé får en varmedunk med i soveposen og Mikkel sørger for lidt ekstra tøj inden sengetid. Alt i alt for vi alle tre en god nattesøvn trods blæsten.
Søndagen er hjemrejsedag og vi når bilen omkring kl. 13.00. På vejen ned, finder vi et skilt med denne lille historie om den sidste kendte hulde på Lifjell. Den synes jeg bestemt at I skal have med her.
(Ordet “hulder” kommer fra det norske “hylja”, der betyder skjult. Hulder og huldremanden optræder med andre ord i det skjulte, og de er ikke altid lette at få øje på. Hulder er som regel grønklædt som skoven rundt omkring hende):
“Der var mange som så Hulder i fjeldet før i tiden, men nu er hun helt borte. Den sidste blev set her i Oksledalen natten mellem d. 3. og 4. juli 1950.
Det var Nils Folkestad fra Bø som mødte hende om natten. Han kom hjemmefra og skullle til Hollane med hest og okse. Oppe i Oksle-lia kom der pludselig en lille tæt pige frem, i alderen 17-18 år. Pigen talte Bø´s-mål og de hilste og kom i snak. Men Nils forstod snart, at ikke alt var som det skulle være. Han blev bange og trak kniven frem. Han kastede kviven mod pigen i det han skreg “Hvad i Jesu Kriti navn er du for én”. Der kom et højt og såret skrig fra pigen og straks var hun borte.
Nils fandt sin kniv og kom af sted mod Hollane i en vældig fart. Efter dette har ingen siden set Hulder på Lifjell eller andre steder omkring Bø”
Det var den sidste historie fra vores søskende-tur i fjeldet og det har for mig været en fornøjelse at vise nogle af de mennesker jeg holder af, hvad fjeldet og vandringen betyder for mig. Det har været en skøn oplevelse at få sammen med sine søskende og nu glæder jeg mig blot til næste familiefest, hvor vi helt sikkert har meget at snakke om 🙂
Tak fordi du læste med
“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”
— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent
