Ben Nevis – den afsluttende bestigning efter West Highland Way

Dag 9

Vi stod tidligt op og pakker teltene sammen. Både Lotte og jeg havde fået en god nattesøvn på trods en del regn i løbet af natten.
Ben Nevis turistinformation åbner først kl. 9.00, så vi spiser morgenmad og drikker kaffe i ro og mag under halvtaget  foran bygningen. Desuden er vi også så privilegeret, at der er et stort, varmt og rent toilet, så vi “morgen-netter” os lidt og det nyder det i fulde drag.

Vi har aftalt at opmagasinere vores rygsække på turistinformationen, inden dagens bestigning af Ben Nevis. Samtidig giver de os også mulighed for at få en opdateret vejrrapport over bjerget.Toppen er helt pakket ind i skyer og med udgangspunkt i gårsdagens vejrrapport, bliver de liggende hele dagen. Desværre viser det sig at være samme melding vi får hos den hjælpsomme dame bag skranken. Faktisk råder hun os til at vente til dagen efter, da det her tegner meget lysere.
Dette er dog ikke en mulighed for os, da vi jo må tilbage mod Glasgow. Så vi smiler blot energisk og gør os klar til dagens strabadser.
Vi skal gå fra 0 m.o.h. og til toppen af Ben Nevis. Så selvom Storbritanniens højeste bjerg på 1.344 m.o.h. måske ikke lyder af meget, så er det dog en god dagsetape både op og ned igen. Ifølge kortet bliver turen på ca. 15 km og vi forventer at det vil tage omkring 6 timer incl. pauser.
Vi for en opdateret vejr-rapport om bjergets tilstand, samt de sikkerhedsinstrukser de vurderer vigtige at overholde.
Toppen er stadig dækket under ca. 2 meter sne fra ca. 1.200 m.o.h. og det er også ca. her vi kan forvente at sigten er meget dårlig pga. det lave skydække.

Facts om Ben Nevis:
For ca. 425 millioner år siden var Ben Nevis én af rigtig mange aktive vulkaner i Skotland. Mængden af lava fra Ben Nevis udfyldte de underjordiske granit-lommer, så i dag, efter millioner af års erosion, består bjergets øvre del stadig af 610 m. lava der hviler på bjergets grundfjeld.
For ca. 10.000 år siden forsvandt det sidste gletscher fra toppen af Ben Nevis. Bjergtoppene lå gemt under isen og blev derved udsat for en del frost. Frosten ødelagde og knuste toppene og formede derved de såkaldte højlandsurer, de skarpe tinder og dybe kløfter, som især er synlige på nordsiden af Ben Nevis.

Bjerget er berygtet for sine ugæstfrie vejrforhold. De gennemsnitlige verjforhold på toppen er kendetegnet ved, at det er dækket af tåge næsten hele året, det stormer halvdelen af året og der falder årligt 4.350 mm regn.
Ben Nevis tiltrækker mere end 100.000 besøgende om året. En betydelig del af disse besøgende har ringe erfaring med færdsel i bjergene, og mange bliver derfor fanget af det omskiftelige vejr. I perioden fra 1990 til 1995 var der eksempelvis 13 dødsulykker på bjerget, hvoraf otte var folk, der forsøgte at klatre op ad bjergets klippeside.
Ben Nevis er en af de tre britiske højderygge, der bliver besteget i forbindelse med den nationale konkurrence: ‘The Three Peaks Challenge’.

På toppen af Ben Nevis finder man resterne af et gammelt vejr-observatorium fra starten af 1900-tallet som var aktivt i ca. 20 år. Hvis man kommer i sommerhalvåret, hvor sneen er væk, kan man også finde ruinerne fra et hotel fra samme periode.

Det var selvfølgelig en hård tur op af bjerget, for både Lotte og jeg, men da vi har gået en helt uge, med fuld oppakning på ryggen, føltes det alligevel ikke så slemt. Vi havde fra starten besluttet at gå op i et roligt tempo og forsøge hele tiden at bevare overskuddet. Vi havde jo ikke travlt og havde heller ikke noget vi skulle nå.
Dog er der ingen tvivl om, at den sidste time i blød slush-ice sne og men nul sigtbarhed trak tænder ud. Det føltes som en endeløs vandring fordi man på ingen måde kan orientere sig om hvor langt der er til toppen og hvad man i øvrigt bevæger sig forbi. Det var koldt, hårdt og frustrerende at miste alt visuel orientering. Den sidste time var lang!

Men vi nåede endelig toppen og som altid er det lidt af en forløsning der altid trækker det store smil frem. Vi fik taget et par obligatoriske billeder og derefter vendte vi straks næsen ned mod varmen og sigtbarheden igen. Der var i dag ingen storslående udsigt her oppe fra.
Til gengæld fik vi en smuk tur ned igen, endnu engang i roligt tempo og med mange små snakke undervejs med folk som var på vej op. Alt i alt en rigtig dejlig top-bestigning, med den rette mængde hård slid og smuk natur. Som forventet tog det og ca. 6 timer at komme både op og ned i roligt tempo og med pauser undervejs.

Dette var så sidste hilsen fra West Highland Way for denne gang – Hermed stor tak til Lotte for en rigtig dejlig tur, glæder mig til vi ses på fjeldet i Lapland til august.

• 

• 

• 

•