Sidste etape mod Sisimiut
Dagen i går sluttede som sagt med det smukkeste nordlys, i flotte grønne farver, der i gardiner bevægede sig over himlen. En skøn afslutning på turens sidste aften.
I dag bliver det den hårdeste dag, rent kilometermæssigt. Ca. 25 kilometer og med turens hårdeste stigning på 400 højdemeter op fra fjorden og over fjeldet for igen at stige de samme 400 højdemeter ned til Sisimiut, som ligger helt ud til kysten på den anden side. Denne stigning var RIGELIG hård at gå over på sommerfjeldet, hvordan skal det ikke blive med pulkene på slæb!
Slædehuni i sneen
Vi vidste jo godt at stigningen ville være hård efter de første 6 kilometer over fjorden – og det skal jeg sandelig også lige love for at den var. Vi kæmpede os op over, skridt for skridt, i sildeben eller zig-zag opad, Jacob med sine to pulke og jeg med den ene. Hver gang en snescooter passerede forbi os, hilste de medfølende på os. De er godt klar over hvad en sådan stigning betyder.
Det tog os godt halvanden time, så kunne vi stå i solen på toppen, med den friske fjordvind i håret og skue de 400 meter ned mod fjorden hvor vi var kommet fra.
Op, op, op
De første 10 kilometer var tilbagelagt og nu kunne vi se frem til 15 kilometer med mest nedstigninger.
De voldte os nu også lidt bøvl, selvom man skulle tro at det jo bare var ned ad bakke. Vi har feller på skiene, hvilket gør at vi står langt bedre fast på opstigninger. Men det betyder også at vi ikke får så meget fart på, i den bløde sne, når det går nedad – det gør til gengæld pulkene, som jo ikke har feller under.
Resultatet bliver at de drøner op foran os og når rebet ikke er længere svinger de ind foran og i værste fald laver en ret hård tackling… så det gælder altså om at være vågen og få styret og stoppet i tide. På de aller stejleste steder tager vi skiene af, spænder de tre pulke sammen, én mand styre foran og én mand holder igen i tovet bag pulkene. Det er lidt af et kunststykke og jeg er sikker på at det ind i mellem ser ret sjovt ud.
Vi nærmer os
På den sidste lille stigning kommer Louise forbi på sin scooter og tilbyder at trække pulkene op. Hun er en dame på omkring 50 og vi takker glædeligt ja. De tre pulke bliver hægtet bag Louise og så drøner hun ellers af sted. Der går ikke mange meter før pulkene, i høj fart, flyver rundt efter hende og snurre som små snurretoppe bag hende. Ski og pulke flyver rundt. Det lykkedes hende at vælte dem rundt de første 4-5 gange, inden hun var på toppen. Vi går jo lange nede bagved og frygter det værste for vores udstyr i den medfart. Venlighed er ind i mellem en sjov størrelse!… Heldigvis holder alt vores grej til flyveturene, og vi kan takke Louise rigtig mange gange for hendes hjælpsomhed, da vi igen har pulkene trygt sat i tovet bag os selv.
Endelig er vi i Sisimiut
Vi er i Sisimiut omkring klokken 18.00 og bliver af flere budt hjertelig velkommen til byen. Det er igen stor åbenhed og venlighed vi møder fra beboerne i denne by. Det er en rar by at komme til, og vi føler os meget velkomne. Inden vi kører til vandrehjemmet i udkanten af byen lægger vi vejen forbi Brugseni og får provianteret med lidt sodavand og chips samt til det helt store morgenbord med æg og bacon i morgen tidlig. En dejlig tur er sussesfuldt afsluttet, vi har nydt dagene, hver og én, og nu glæder vi os usandsynlig meget til et varmt bad på vandrehjemmet her i Sisimiut…
Tak fordi du læste med
“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”
— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent
