Det blev til en ren bonusaften i går!
Ikke nok med at vi fik grønlandsk besøg, men så bød de sørme også på både hjemmebagte boller, en fanger-øl (drengen på 8 år havde jo skudt sin første snehare) og til slut hjemmelavet æblekage med flødeskum og det hele… Altså, hvor heldig kan man næsten være. Og når det så er sagt, så tilbød de også at køre vores to tungeste pulke frem til næste destination ved hytten ved søen. Det var et skønt tilbud, for dagen starter jo med den 200 meters stigning, som vi i går så cykeldrengene kæmpe sig op af. De brugte som tidligere nævnt 2 timer på denne stigning, så vi frygter det værste og takker med glæde ja-tak til tilbuddet.
Vi pakker derfor kun én pulk med diverse sikkerhedsudstyr og mad til dagens etape. Jacob tager så slidet med pulken op ad stigningen, og jeg var så heldig kun at skulle transportere mig selv og baby-mavsen op af stigningen. Vi tager den på kun 40 minutter, med solskin og klar blå himmel, der får sneen til at glimte som tusindvis af diamanter i alle regnbuens farver.
Vi er super godt gående i dag og kilometrene flyver forbi os. Allerede klokken 16.20 har vi nået dagens 19,4 kilometer.
I sidste pause var vi tæt ved at komme lidt rigeligt i nærkontakt med en meget fræk og nærgående lille ræv. Da der er en hel del rabies blandt rævene heroppe var der grund til at blive lidt bekymret. Den var først ved at stjæle Jacobs skistav og dernæst at bide i mine ski. Til vores held kom to snescootere forbi og da vi hørte lyden af dem, kunne den hurtig få benene på nakken og komme ad vejen. Den piskede op af fjeldsiden bag os med en fart man slet ikke forstår.
Vi fik senere at vide af Jens-Erik, at han havde skudt den da de kom forbi og så sporene i sneen og dens adfærd..
Mine stave bliver angrebet Grønlandsk vildræv
Vi har nu valgt at benytte hytterne der hvor vi kan. Her ved denne sø er det hele to hytter at vælge imellem. En stor og nyere helt nede ved søen (Luksushytten) og en lille, lidt ældre på toppen af bakken.
I den store hytte har en gruppe fra børnehjemmet i Sisimiut valgt at holde deres påskeferie, så der er liv og glade dage og helt fyldt op. Vi beslutter derfor at gå den lille kilometer op til den lille hytte på toppen af fjeldet.
Endnu engang oplever vi grønlænderne som fantastisk søde og hjælpsomme og de tilbyder at køre os til hytten på scootere samt alt vores grej også… Det er helt overvældende så hjælpsomme og flinke alle omkring os er.
Vi havde lidt vrøvl med ovnen heroppe og kunne ikke rigtig få den i gang. Efter at Jacob havde skilt den ad og renset hele systemet, fik han den til at virke og vi fik varme i den lille hytte – ekstra fuel havde vi også fået af de hjælpsomme mennesker fra den anden hytte.
Dagens jagt Sammen på eventyr
Omkring klokken 19.00 kom Jens-Erik med de to sidste pulke. Han fortæller at de har skudt 21 sneharer og 23 ryper i dag (hvis jeg husker tallet rigtigt). Vist ingen tvivl om at han er en dygtig fanger.
Det er koldt og stjerneklart i aften, måske vi ser nordlyset igen herfra den lille hyggelige hytte på toppen. Jeg er sikker på at det bliver endnu en skøn dag i morgen!
Tak fordi du læste med
“Mit navn er Mette Mortensen. Jeg har 30 års erfaring indenfor friluftsliv og vandring. Siden 2013 har jeg arbejdet med professionelt friluftsliv, hvor jeg som selvstændig deler ud af min viden på diverse kurser, foredrag og firmaevents.”
— Mette Mortensen
Friluftsvejleder, foredragsholder, forfatter og HR-konsulent