Dag 2: Grønland – En hård afslutning

Det knagede og bragede under os i nat. Når temperaturen falder til natten, giver isen. Og selvom den er langt over en til to meter tyk kan den sagtens slå revner. Trætheden var dog så overvældende at det på ingen måde gav os problemer. Vi sov som små børn hele natten igennem

Dagen startede i dag med vandring over de to første søer, Hundesø og Limnæasø, hvorefter den første stigning kommer. Vejret er ekstremt mildt, så temperaturen er tæt på frysepunktet og der er stort set ingen vind. Sneen pakker under vores ski og sætter sig som store sneklodser. Det gør dem stort set umuligt at gå med og især på stigningerne. Vi tager vores ski af da fæstet er bedre i sko. Underlaget er hårdt kørt op af hundeslæder og snescootere så det er let at gå på. Jacob må tage sine pulke af to omgange, da det er alt for slidsomt at gå med begge to på dele af stigningerne. Vi har jo i alt tre pulke af hver godt 30 kilo. Jeg går med én og Jacob går med de to andre.

Det er lidt hårdt på opstigningerne, men til gengæld har vi fundet en super teknik på nedstigningerne. Vi spænder de tre pulke samme, forreste mand styrer og sidste mand holder igen. Det fungerer helt perfekt.

På vej op mødte vi fire hundeslæder. Vi er hjemmefra belært om at trække ekstra godt til siden, da hundene vil søge over mod os og vi helst skal undgå en kollision. I princippet er det altid hundeslæderne der har forkørselsret, så alle andre viger til side, hvis der kommer slæder med hundespand.

• 

• 

De næste tre timer går på Vinkelsøen som, som navnet indikerer, har en 90 graders vinkel. Sporet er meget let og enkelt at gå og det er tydeligt at følge det oprindelige vinterspor.

Til slut på turen drejer sporet pludselig op til venstre af en forholdsvis stejl stigning. Det virker helt skørt at gå den vej og ind over fjeldet, da der for enden af søen jo blot er omkring en kilometer ned af flodlejet og slet ingen opstigninger. Vi tænker at vores plan må være meget smartere end alle de andres, så vi vælger den korteste vej.

Enkelte scootere også har været derover, men de har sjovt nok vendt snuden retur igen. Det virker faktisk ikke helt overbevisende… Vi vælger højre om den lille fjeldtop, der ligger for enden af øen, da det i følge kortet ser ud til at være den letteste vej ned. Hvad vi ikke kunne se på kortet var de kæmpe store og særdeles mange klippestykker og sten der ligger i flodlejet hele vejen ned. Helt umuligt at trække en pulk igennem uden at falde og skride rundt alt for mange gange. Det ser lettere ud på den anden side af den lille fjeldtop, så vi må retur og venstre om i stedet. Med meget slid, mange stop og ekstremt hårdt arbejde kommer vi endelig ned.

Kræfterne er helt brugt op og da vi når Katiffikhytten klokken 19.00 er vi virkelig, virkelig glade. Vi beslutter at overnatte i hytten. Der er ingen varme eller andet, men et par madrasser og en bænk at sidde på. Vores primusbrænder giver også så meget varme derinde at frosten bliver ude.

• 

• 

• 

Aftenens opgaver starter. Der skal smeltes sne og is til vand, pakkes ud, skiftes til tørt tøj, laves mad og klargøres sovepladser. Jacob går helt omkuld efter en times tid. Må vækkes for at få sin mad. Kommer ikke i sovetøj og får ikke tisset af for natten, han er helt færdig. Må derfor op efter et par timer senere for at komme ordentligt til køjs – der sover jeg allerede trygt i hytten.

I morgen venter en hel dag på kanosøen uden en eneste op- eller nedstigning.